EGET DESIGN
Kreativitet er livskraft
Uden kreativitet går vi i stå – både som mennesker og som verden. At skabe noget med hænderne giver ro, glæde og fornyet energi.
Jeg har altid været kreativ, men i dag arbejder jeg langt mere bevidst med min skabertrang. Mine kreationer er bæredygtige, fordi jeg elsker at give nyt liv til ting og materialer. Genbrug er en passion – at forandre, friske op og se skønheden i det, der allerede findes.
Jeg elsker at sy tøj om, så det får nyt liv. Det skal ikke bare hænge i et skab eller ligge gemt i en skuffe – det skal bruges, nydes og leve videre i en ny form.
Når jeg strikker, bruger jeg nyt garn, men helst det garn, som har ligget ubrugt i andres gemmer. Jeg lever selv minimalistisk og kan derfor ikke beholde alt, jeg skaber – men glæden ved at sælge det videre er en del af processen.
Mit mål er altid at tænke miljø og skabe med omtanke.